Metal [Zone]: Score 5/6
http://metalzone.dk/index.php?side=expandcd&id=1347

Efter et kort lyt med et halvt øre på Vicious Art’s Myspace havde jeg dømt bandet til at være et forholdsvist standardiseret svensk death / thrash metal band. En af dem som man synes er ok, men så heller ikke mere.

Ja de er svenske, og de spiller skam death / thrash metal, men efter gentagende rotationer i cd-afspilleren kunne jeg konstatere, at VA heldigvis ikke var særligt standard. Bandet gør ikke noget specielt nyt, men de formår ikke desto mindre at begejstre mig temmelig meget.
Den brutale kombination af US-death metal og neo-thrash er halsbrækkende og nådesløs. Der grooves kun efter heftige doser blast beats, og de ret så iørefaldende melodier bliver udelukkende benyttet for at dæmpe en smule på den ellers altødelæggende mur af dræber riffs og sanger Jocke Widfeldts bidske og hadske vokal, der suppleres flot med growls af bassist Jörgen Sandström.

Nu er det ikke fordi jeg mener musik bliver bedre af name-dropping, men VA består af alt andet end grønskollinger, og det skinner helt og aldeles tydeligt igennem, efterhånden som man fordyber sig i det ret komplekse album, ”Pick Up This Sick Child” egentligt er. Disse fem svenskere har nemlig spillet i bands som Dark Funeral, Entombed og Grave, og når man sidder og nærlytter musikken er det tydeligt, at musikerne har en lang arv indenfor den ekstreme metal.
Netop det faktum tror jeg er medvirkende til, at musikken fungerer så fremragende, for VA har taget det begge fra begge verdener så at sige.

Der er brutaliteten og kompromisløsheden fra den gammeldags death metal, og der er groove og indlevelse fra den moderne thrash. Hør et nummer som ”Our Family Flesh” eller ”Dancing Münchhausen”, hvor Widfeldt med indlevende og medrivende vokal beskriver grusomheder i det uendelige. Han kunne have tudet over skovenes forsvinden med den stemme, men med tilhørende tekst og musik bliver det samlede resultat ubehageligt sygt og perverst. De fejler sgu noget de drenge her….
Den musikalske variation og den vokale pragtpræstation medvirker naturligvis til, at albummet bliver mange, mange gange mere langtidsholdbart. Der er rene aggressionssange som ”Tombstone Grind”, ”Murderer” og de suveræne ”Chewing Gunpowder” og ”Chain Hooks Falling”, men også mere midttempodrevne sager som ovennævnte ”Our Family Flesh”, og albummets absolutte ørehænger nr. et ”The Topmost Violent God” (hvor har jeg nu hørt det riff før??).

Det er ikke alt der er rene lækkerier på ”Pick Up This Sick Child”, men det er tæt på. Et nummer som ”We’re Both Into Killing Me” bliver lidt kedeligt, og der er da et riff eller to der ikke har nær samme gennemslagskraft som hovedparten, men alt i alt har VA her med deres andet udspil i karrieren leveret et forbavsende stærkt og varieret album, som jeg er meget, meget glad for at have stiftet bekendtskab med. Jeg ved, at dette er et album der ikke får lov at samle støv på hylden derhjemme.

VA er et band for alle de, der elsker brutalt med varieret metal. Dette er både for folk med hang til old-school, såvel som de der foretrækker deres metal mere nutidigt. Dette er en magtdemonstration i, hvor flot man kan lave et stilistisk og temporalt spagat.